ANMELDER-HESTENE

Teatret ved Sorte Hest nedsat et anmelderkorps, til at anmelde forestillinger og uddele Heste.

Vi har modtaget en dejlig anmeldelse af teatret og Køkken-Elevatoren fra vores debuterende
Anmelder-Hest: Brian Holm

Seks stjerner til Den sorte hingst

Af Brian Holm

Inden vi taler Harolds Pinters ”Køkkenelevatoren”, bør vi lige slå et slag for Sortes Hests tilbagelænede charme og gode atmosfære. Den originalitet, det lille teater besidder, får Skuespilhuset til at fremstå som en grå boligblok i Østberlin –teateret emmer af stemning.
Ved ankomsten bestiller vi to Pastis med is i den hyggelige bar længst tilbage i lokalet, der nærmest minder om en stor stue. Her står en dansk udgave af Mirelle Mathieu bag disken og serverer forfriskninger til afdæmpet fransk musik.
Set i bakspejlet må tonerne af Edit Piaf samt synet af Madame Mathieu og billedet af Charles Aznavour på væggen, have spillet vores underbevidsthed et petit puds, for Pastis plejer bestemt ikke at være vores førstevalg ved barbesøg!
Vi slænger os i veloursofaerne, der såmænd sagtens kunne havde stået i Spurvens barndomshjem i Paris, og nyder den gode stemning i lokalet, inden forestillingen på første sal begynder.
Min ledsager, Tonny Tyvstart, synker dybere ned i sofaen og får helt blanke øjne da ”Non, je ne regrette rien” lyder gennem højtalerne. Han får styr på følelserne og siger, “nej, den Pastis var stærk” og tørrer øjnene. Heldigvis lyder klokken i det samme – stykket starter om fem minutter.
Morten Holst og Morten Brovn spiller to lejemordere, der sidder i en kælder og venter på deres næste job. Stykket kunne teknisk set hedde ”Stress” eller ”Paranoia”, for det er, hvad det handler om. Lejemorderne er ude på det absurde overdrev, hvor selv den mindste detalje eller talefejl kan få sindene i kog.
Hedder det ‘tænde for kedlen’ eller ‘tænde for gassen’? Diskussioner af den slags kører non-stop en time. Har man oplevet et minimum af stress eller mennesker der irriterer en i – så man har lyst til at kvæle dem – er Pinters univers ikke svært at leve sig ind i.
Og er man til Tarantinos ”Pulp Fiction” eller ”Reservoir Dogs”, vil man afgjort også kunne lide denne version af ”Køkkenelevatoren”.  Tarantino må have hentet inspiration hos Harold Pinters intense drama fra 1957 og omvendt: Skuespillerne gør det formidabelt som Jules Winnfield og Vincent Vega!
Stykket varer præcist en time, og cadeau til instruktøren, Peter Kunz, for, at han ikke lod sig friste til at hive de berømte ekstra 15 minutter ud af skuespillerne. Man er godt underholdt fra start til slut.
Skal der være noget, og det er der jo altid, så er det, at man sidder af H til i stolene, men det bliver der heldigvis rettet op på i maj, når teateret får nye stole.
Efter forestillingen er det ned ad trappen og ind i Pariser-stuen for at bestille endnu to Pastis til 20 kr. stykket for derefter at diskutere teaterstykket.
Som bonus var vi så heldige at få et foredrag af Mads Walbom fra Team Veteran.
Mads Walbom kunne fortælle om PTSD og Veteranforeningens arbejde for de mange interesserede gæster. Det var spændende og tankevækkende, mildt sagt. Husk at tjekke deres hjemmeside!
Utroligt hvad man kan nå at opleve en torsdag aften, når man endelig kommer ud af komfortzonen bestående af hjemmesko, lasagne og Carsten Ree på safari.
Vi kvitterer ydmygt med seks stjerner til teateret for en fantastisk underholdende og lærerig torsdag aften i godt selskab.
P.S. Min ledsager, litteraturanmelderen Tonny Vorm, kom i rigtigt godt humor i løbet af aftenen, og det var ham, der begyndte at kalde teateret for Den Sorte Hingst. Heldigvis fik jeg talt ham fra at bestille en flaske Absint hos Madame i baren, så vi i stedet kunne komme hjem i nogenlunde god tid.
Kh. Brian Holm

Så har vores egen anmelderhest, Jesper Binzer, skrevet om Jeg hedder Bente.

4 ½ HEST

JEG HEDDER BENTE

Anmeldelse af Jesper Binzer

4 gode veninder, fulgt gennem en årrække via nedslag i deres fælles historie, flashbacks, dynamiske sceneskift og monologer selfie-filmet på iPad.
Karen Lise Mynster, for fuld kraft som Bente , får diagnosticeret alzheimer tidligt i historien og tager det som en mand, indspiller på I-Pad sin historie til sit senere alzheimer-ramte jeg, og informerer usentimentalt sine gamle veninder om sin forestående kranke skæbne. Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Laura Muller spiller veninderne, sidstnævnte som Bentes eksmands nye unge kæreste, indlemmet storhjertet i kredsen.
Det fungerer godt, “klipningen”, musikken og lyset gir historien fremdrift og rytme, humoren og galgenhumoren viser moderne kvinder med stopfyldt hverdag og gode liv, der nu trues af en mildest talt uvelkommen afslutning.
Bente, succesfuld skribent uden børn, forsøger at holde elegancen, men sygdommen stikker sit forvirrede og konfuse hoved frem. Præcis ligesom som de trofaste veninder, der kæmper deres ulige kamp for at komme udover selvoptagetheden og ind til ægte omsorg for deres tidligere fyrtårn af en veninde.
Jannie Faurschou spiller en tidstypisk psykoterapeut, spirituelt søgende og forvirret, der, når det virkelig gælder, melder sig ud. Rikke Wölck (der også har skrevet manuskriptet) spiller en mere jordnær kvinde, der spejler de andre veninders fravalg af børn, og kommer længst med medfølelsen.
Laura Muller spiller den unge, nye, naive kone til Bentes eksmand. Hovedrollen, Karen-Lise Mynster, tager turen fra kompetent kulturkvinde til uartikuleret grønsag, og det gør hun så det rammer lige i realiteterne, og for alle involverede spilles der uden mislyde.
Den seneste tids “mandig-ficering” af dansk dramas kvindelige hovedroller, Sofie Gråbøl i “Forbrydelsen”, Sidse Babett i “Borgen” og Sofia Helin i “Broen” virker ikke så påklistrede, når man ser “Jeg Hedder Bente”. For kvinderne her, er allerede fast forankrede i at tage tingene som en mand, med hurtig handling, for egen vinding, så vi kan komme videre.
Jeg opdagede først da stykket var overstået, at de helt moderne nutidige for-travlinger og fortrængninger, der føltes normale og som genkendelige reaktionsmønstre under hele forestillingen, mere var grum berøringsangst og uden omsorg for Bente. At de talte hen over hovedet på hende, at de oftere synes det bare var tidskrævende og upraktisk, at skulle være der for et medmenneske..
Jeg sad simpelthen og forstod, og bifaldt, som ufølsom mand(!)/menneske, reaktionerne uden at opdage hvor omsorgsløse, de måske var, – før bagefter, da jeg var på vej hjem. Så meget for kønsforskelle, og kvindeteater.
Forestillingen ruller derudaf til den bitre ende, i godt tempo, virkelig god scenografi (en havebænk kan være mange ting). Rikke Wölck viser meget mere, end det jeg har set hende i på TV, men KLM tager dog alligevel stikket hjem, for Alzheimeren glemmer jeg ikke foreløbig….

Så har vi modtaget en anmeldelse fra vores anmelderpanel. Det er Jesper Binzer der har meningernes mod.

4 heste og en dyr saddel.

POESI OG DIAGNOSE.

I Sorte Hests lille intime teater-rum, har Karen Lise Mynster og scenografen Camilla Bjørnvad, fået udnyttet pladsen og mulighederne på inspirerende vis – faktisk er der med det samme en rar følelse af vilje til kommunikation med publikum. – Og dér på scenen , med ryggen til, ligger hovedrolleindehaveren, instruktøren og primusmotor bag hele forestillingen og venter på vi får sat os ned.
– Det hele starter med “DET” – et berømt digt af Inger Christensen
– en frisk ungdommelig leg med ord og undersøgelse af det store spørgsmål om hvorfor og hvordan vi er her, alts begyndelse, og med associationer der er taknemmelige at følge med i…det skal senere blive en pointerne for mig i Karen- Lise Mynsters udgave af Inger Christensens produktion.
Ubehaget, som næsten altid findes for mig når jeg en sjælden gang er i teatret, nemlig at det er alt for tæt på og nærmest pinligt at det er så nøgent , indfinder sig , men rimeligt hurtigt kommer jeg videre på ordene, på scenografien og især på musikken som multiinstrumentalisten Henriette Groth spiller live lige ved siden af Karen-Lise Mynster. jeg bliver også taget i hånden af opbygningen hvor digte og sange begynder og slutter, som numre, afsluttede små garnnøgler af koncentration, – hvor lyset og Karen-Lise Mynsters dynamik næsten får mig til at glemme at stolen er hård og salen er fyldt.
For hvad der starter som en anelse, folder sig hurtigt ud; damen er jo sindssyg!! – strømmen af ord bliver
spændende, humoristisk, grov og til sidst nærmest så usammenhængende, at man som tilskuer kan lade sig føre helt ud i uføret på rablende vinger, med sikkerhed for at lyset tændes igen om lidt – grænsen mellem poesi og diagnose bliver aldrig sat, og selvfølgelig heldigvis, men de hvide kitler i teksten og den halve hospitalsseng på scenen gir os
både en rørende og forståelig udgave af gal eller genial, og om der er en pris at betale for søgen efter dybere mening….eller om Inger Christensen var forud for sin tid som ekstra sensitiv.
Karen-Lise Mynster får i hvert fald kanaliseret så godt og professionelt, at man sidder tilbage med spørgsmålet :
sku man læse noget Christensen og sku man gå lidt mere i teatret…jeg tør ikke love noget men det
føltes godt…..